Livsappetit

 

Forsiden

Appe-TIT-lige

Artikler

Bøger/Plakat

 

 

 

Sommeropskrifter

Når det er koldt har man lyst til at spise varm mad og når det er varmt har man lyst til at spise kold mad. Koldskål, is, kolde supper, salater etc.

Sommertid indebærer mange, lange gode aftener hvor man kan spise udendørs og ofte også senere. Sommerferietid kan byde på mere primitiv levevis, hvor man tilbereder maden kortere tid – det skal være enkelt og let for alle.

Vi griller og laver bålmad som aldrig før – det er hot at leve ude. Et hvert hjem med respekt for sig selv, har grillen på plads

Hvis ikke lige du er til grillmad eller har det store udekøkken kørt i stilling, er der faktisk meget velsmagende sommermad, der kan fremstilles på et enkelt blus eller helt uden.

En blender er derimod nærmest uundværlig. Kan købes på sommerudsalg for ca. 200 kr. – en god stavblender inkl. blenderglas kan bruges til de flg. opskrifter og en sådan blender er let at rengøre, fylder ikke meget i det lille køkken og kan sættes direkte ned i en varm gryde og blende indholdet på rekord tid.

Prøv f.eks. :


Annettes avokadosuppe

1 l. kold grønsagsbouillon
2 stk. avocado
citronsaft af 1 citron
2 spk. friskhakket ingefær
3 fed presset hvidløg
lidt friskhakket chili

Alt blendes og justeres efter smag med evt. lidt mere krydderi eller fortyndes hvis konsistensen er for tyk. Suppen skal helst være cremet.

Smager himmelsk og pyntet med lidt purløg blomst eller blomst fra hjulkrone, vil enhver der får serveret denne suppe føle sig hensat til en svævende sommersky.


Fyldig avocadodip

2 stk. avocado
200 g. silken tofu (fås i helsekosten)
salt
peber
evt. chili
saft fra ½ citron
vand

Alt blendes og justeres i smag + konsistens.

Tofu gør at denne dip bliver mere mættende og fyldig. Kan serveres som dip til dampede eller grillede grønsager og man har et fuldgyldigt måltid, da tofuen indeholder mange proteiner.

Her er en anden god måde at bruge silken tofu på.


Sanselig sund sorbet.

250 g. bær (frosne)
ahorn sirup el. andet flydende sødemiddel
½ ds. kokosmælk
200 g silken tofu (el. fromage frais)

Bærene skal være halvt optøet inden de kommes i en foodprocessor eller kraftig blender. Når de er let mosede, kommes de øvrige ingredienser i og sorbeten smages til med sødestof til slut.

Hældes i portionsglas inden den pyntes med et grønt mynteblad, lidt morgenfrueblomst-drys eller en anden dekorativ spiselig blomst.

Konsistensen afhænger af hvor optøede bærrene er og hvor tyk kokosmælken er, men generelt bliver isen som en blød sorbet.

Bruger du friske bær sættes isen blot på køl og omrøres inden den serveres.

Silken tofu kan erstattes af 1-2 bananer. Og i det hele taget er det meget sjovt at eksperimentere med sommerisen – virkelig meget frugt kan bruges til at blende + fryse.

På samme måde som med isen kan man blende en sund og rigtig velsmagende drik, hvis man trænger til et godt mellemmåltid, som ikke ligger tungt i maven. God at drikke før evt. sportslig udfoldelse.


Smoothie

½ l. mælk (mini el. letmælk) el. risdrik og soyadrik
½ banan
stor håndfuld jordbær (el. anden bær)
evt. lidt ahorn sirup til at justere smagen

Alt blendes og serveres i høje glas med sugerør.

I stedet for mælk kan du anvende vand eller juice og tilsæt evt. lidt yoghurt el. A38.


Koldskål

1 bæger fromage frais
7 spk. mørk muscovado rørsukker
3 tsk. vanillepulver
saft af en ½ citron
1 l. kærnemælk

Fromage frais piskes godt med sukker, vanille og citronsaft, hvorefter kærnemælken piskes i.

Koldskål smager dejligt med f.eks. jordbær og banan samt sprøde kammerjunkere.

Og læg mærke til at i denne opskrift er der ikke brugt æg og kan derfor være lettere at anvende f.eks. på en campingtur.


Tomatsalat

solmodne tomater
eddike
olie
basilikum
hvidløg
salt
forårsløg

Tomaterne skæres i tynde skiver og basilikum + løg hakkes og vendes i, sammen med de øvrige ingredienserne.

Bliver bedst hvis den har tid til at stå og trække et par timer inden servering.

Kan serveres med oliven til + hjemmebagt godt brød. Som en let frokostret eller som tilbehør til grillet kød.


Kartoffel/ruccolasalat

Når de første nye kartofler dukker op, er det nærmest en ret i sig selv at svælge i disse små guldklumper.

1 kg. små kartofler rengøres og koges al dente.

Bland dem sammen med snittet ruccolasalat og finthakket rødløg/forårsløg og overhældes med en olie/eddikedressing lavet af:

1 dl. hørfrøolie
3 spk. balsamicoeddike el. anden
sennep
salt
vand
evt. ahorn sirup

Alt blendes eller røres til en ensartet konsistens.

Toppen af siden    Forsiden

Livsappetit v/Else-Marie Simonsen
Færgegårdvej 88, Strib, DK-5500 Middelfart
tlf. 75 51 40 15  /  20 10 44 59      e-mail:
elsemarie@livsappetit.dk