Livsappetit

 

Forsiden

Appe-TIT-lige

Artikler

Bøger/Plakat

 

 

 

Soya er sagen!

Nu er soya i pilleform det sidste nye hit.

Ved at lancere disse piller som et vidundermiddel til kvinder der døjer med overgangsalderen, indpakke dem i smarte emballager og bruge store summer på at markedsføre dem, bliver soya pludselig gjort til et nyt vidundermiddel.

Det er det dog langt fra – altså nyt – faktisk har soyabønner været anvendt af millioner af mennesker rundt i verden i mange generationer som et basis fødemiddel. I Sydøstasien har soya været grundlaget for kosten i årtusinder. Protein indholdet er ca. 3 gange større end i kød og ser man på hvor mange ressourcer der skal til for at producere kød i forhold til soyabønner, ( der går ca. 8 kg. planteprotein til at producere ½ kg kødprotein) er det fuldstændigt oplagt at vi begynder at vælge planteprotein – f.eks. soya. I Kina kalder man soya for "kødet uden ben".

Grunden til at soyapiller nu sælges til kvinder i overgangsalderen skyldes indholdet af de østrogenlignende stoffer som naturligt forefindes i soyabønner.

I stedet for at spise soja i pilleform, vil jeg anbefale at spise det i maden engang imellem.

Her er nogle opskrifter som er lette at gå til og som smager godt ! Begynd med at indkøbe Silken Tofu, som fås i en velassorteret helsekost. Det er et godt alternativ til fromage frais, som er så omtalt p.t. på grund af det lave fedt indhold. Her kan tofu sagtens være med, da der stort set ikke er fedt i produktet. Tofu er en slags soyaost og fås i forskellig udgave. Smager i sig selv meget neutral.

Sørg for at købe soyaprodukter af økologisk kvalitet, da det er det eneste der med garanti IKKE er genmanipuleret !

Jeg mener at soyaprodukter er et anvendeligt alternativ, hvis man ikke vil/kan spise mejeriprodukter.

Men spis det med måde, da man sagtens kan udvikle overfølsomhed for det også.

Et produkt bliver ikke dobbelt så sundt, ved at indtage det i store mængder.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Soyais

  • 250 gr. frosne bær (jordbær, hindbær eller andet)
  • ahornsirup eller andet flydende sødestof
  • 200 gr. silken tofu
  • ½ ds. kokosmælk

Begynd med at tage bærrene ud af fryseren ca. 8 timer før serveringen og stil dem i køleskabet. Bærrene tøes kun lidt op, da de stadig skal være noget frosne under tilberedning.

Derfor er det vigtigt med en food processor eller en blender med meget kraftig motor.

Bærrene kommes i maskinen og kværnes let. Herefter de øvrige ingredienser og det hele smages til med sirup.

Hældes i en form og sættes i køleskab inden den skal serveres, kort efter. Konsistensen afhænger af hvor optøede bærrene er og hvor tyk kokosmælken er, men generelt bliver isen som en blød sorbet.

 

Soyadressing

  • 200 gr. silken tofu
  • lidt tidsel/solsikke olie
  • sennep
  • salt
  • krydderurter
  • presset hvidløg

Tofu blendes med de øvrige krydderier og olie til den er blød og luftig. Serveres som dip til alverdens salater eller de små nye kartofler. Er fortrinlig som erstatning for mayonaise/ymerdressingen til kartoffelsalaten eller pastasalaten og endelig kan den anvendes til "låg" på en porretærte eller anden grønsagstærte i stedet for de traditionelle med æg og mejeriprodukter.

 

Sund Remoulade

  • 200 gr. silken tofu
  • lidt tidsel/solsikke- olie
  • mælkesyregærede grønsager (vinterblanding) fås i helsekost
  • salt, sukker, karry
  • syltede drueagurker eller kapers

Tofu blendes med lidt olie og ca. 3 spk. mælkesyregærede. grønsager, samt krydderier. Kapers eller syltede drueagurker kommes ved til sidst og blendes kun med ganske kort.

Kommes på glas med skruelåg og opbevares køligt i op til en uge. Spises til fisk eller andet hvor man traditionelt anvender remoulade.

Eller hvad med at smøre det oven på en humus-mad eller en avocado-mad ?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der er faktisk ingen ende på hvad man kan anvende silken tofu til – prøv at eksperimentere med det til kagecremer, pålæg, oven på ovnbagte retter, til børnevenlige desserter ...........

Et helt igennem genialt fødemiddel. Hvis silken tofu ikke fås kan alm. tofu bruges blot blendet med lidt soyamælk til den ikke længere er grynet.

Er det ikke dyrt ? Forholdsvis er det måske nok, men det kan strækkes enormt, da det er meget koncentreret.

Selv soyamælk kan man roligt fortynde med vand, når man anvender det i madlavningen og som drikkemælk. (Til børn vil jeg hellere anbefale ris-, hirse-, havre- eller mandeldrik.)

I helsekostbutikker fås også soyafløde, soyaost, soyafærdigretter og alm.tofu som er mere grovkornet end silken tofu. Den bruges f.eks. til at stege i skiver i olie på panden, som tilbehør til retter i stedet for kød. Fås med forskellig smag (marineret, røget, naturel).

Prøv også Soyadessert, som kan fås i små bægre, som en let dessert eller mellemmåltid til børn eller som tilbehør til en hjemmebagt tærte i stedet for creme fraiche.

Superbrugsen forhandler soyais under navnet "Tofuline"is og kan være et alternativ til flødeis, dog findes den ikke i en økologisk udgave endnu.

Toppen af siden        Forsiden

Livsappetit v/Else-Marie Simonsen
Færgegårdvej 88, Strib, DK-5500 Middelfart
tlf. 75 51 40 15  /  20 10 44 59      e-mail:
elsemarie@livsappetit.dk