|
Livsappetit
|
|
Mærk maden
Mad, børn og følelser hænger sammen. I en sådan grad at vi bliver nødt til
at forholde os til den psykiske sult, mener kostterapeut Else Marie
Simonsen, der er aktuel med bogen Mærk Maden.
Af Helle Kjærulf (artiklen er bragt i "Børn & Unge", marts 2003) Mad er ikke bare mad. Mad er også følelser, og når børn spiser for at dulme følelserne, går det helt galt. Kostterapeut og foredragsholder Else-Marie Simonsen slår fast, at vi bliver nødt til også at se på den psykiske side af børns forhold til mad. »Følelser og mad er tæt forbundne kar. Hvis man spiser i stedet for at føle, bliver man ikke mæt. Vi skal se på helheden frem for at fokusere på de enkelte dele. Ofte er man nødt til at se på de psykiske årsager til, at et barn spiser for meget, for lidt eller forkert for at kunne hjælpe barnet«. Hun synes, vi har begravet os nok i motionsvaner, fedtprocenter og fødevaredeklarationer. Når det gælder mad, er det ikke længere tilstrækkeligt at fokusere udelukkende på det fysiske. I hvert fald ikke, hvis vi vil ændre udviklingen med overvægtige, allergiske eller sarte børn. En del af hendes budskab er, at vi skal til at spise med vores sanser igen og bruge vores kropssignaler som rettesnor for, hvad der er godt og hvad der er skidt for os. I sin nye bog Mærk Maden, der udkom i midten af februar, spørger Else-Marie Simonsen selv, hvorfor så mange mennesker forveksler fysisk sult med følelsesmæssig sult. »Vi kommer fremover til at opleve flere og flere børn med en skæv vinkel til mad. Årsagen er, at de savner ægte nærvær, de har en psykisk hunger efter nærværende og tydelige voksne, der har tid til dem. Det, vi næres af, er at blive set som mennesker«, siger Else-Marie Simonsen, der desuden er uddannet pædagog og har arbejdet i faget i 20 år.. I takt med at vi spiser flere og flere færdigretter fyldt med tilsætningsstoffer og fyldstoffer, oplever Else-Marie Simonsen, at vi på det følelsesmæssige område også bruger flere "fyldstoffer". «Mange af os har så travlt med job og det ydre liv, at vi ikke når at mærke os selv og vore egne grænser og behov. Dermed er det vanskeligt at give klare meldinger til børnene. De fornemmer hurtigt, om vi mener, det vi siger, eller om vi i virkeligheden ikke står inde for det – om vi er til at rokke! Hvis vi føler, det er synd for børnene, at vi ikke har tid og overskud til at give dem opmærksomhed og til at være sammen med dem, kan den følelse dulmes med noget sødt eller en ting – et nyt computerspil, nye samleobjekter eller nyt tøj. Det varmer lige her og nu, og både børn og voksne glemmer for en stund, hvordan de egentlig følte det«. Hun understreger, at uanset om vi bruger mad eller ting til at dulme følelser med, er det vigtigt, at vi gør os klart, at det ikke er den ægte vare. Ved at øve os i opmærksomhed og mærke efter, hvad det er, vi selv føler indeni og efterlever det, bliver vi samtidig nogle bedre rollemodeller for børnene. Else-Marie Simonsen forklarer, at børn, der ofte bruger maden som kompensation, er overdreven optaget af mad. De snakker om mad og spørger måske hele tiden, hvad skal vi have at spise. »Frem for at fylde mere mad på børnene, skal vi snarere have kaldt deres indre værdier frem. Det kræver tid og opmærksomhed af de voksne. De skal sanse børnene og mærke efter, hvor barnets styrke og interesser ligger. For at sanse skal man være i ro, så det kan kun lade sig gøre, hvis de voksne sætter tempoet ned«.
»Barnet oplever, at det er effektivt at proppe noget i munden, og resonerer: "Det er åbenbart ikke ok at give udtryk for, hvad jeg føler, og når jeg spiser, kan jeg undgå at mærke mine følelser", siger Else Marie Simonsen. Hun mener, at rigtig mange af nutidens børn er mistolkede. De vil have nærvær og får mad i stedet. Maden bruges som en løsning, fordi de voksne har svært ved at sanse, hvad det lille barn har brug for, og jo mere fortravlede vi er, jo sværere er det. Maden er efterhånden blevet den måde, vi viser omsorg for børnene på, og i den sparsomme tid, vi tilbringer sammen, kommer det at fylde uforholdsvis meget. Når der skal være rigtig meget omsorg, bliver der som regel serveret noget sødt. Derfor ender det søde ofte nede i madpakken, selv om Else-Marie Simonsen ikke er i tvivl, at det ville være bedre med guleroden, mor eller far selv har givet sig tid til at skrælle. Den kobling, at sødt og omsorg hænger sammen, får vi ind med modermælken. Modermælken er jo sød og nærende, og amning er både fysisk og følelsesmæssig næring. »Hvis vi vokser op og ikke har lært at skelne mellem kærlighed/omsorg og mad, er det naturligt, at vi forsøger at trøste os selv ved hjælp af mad. Maden bliver kompensation for kærlighed. Kan vi ikke få anerkendelse, kan vi i det mindste få mad.« Else-Marie Simonsen forklarer, at institutioner ikke er nogen undtagelse, når det gælder om at koble det søde med omsorgen. I stedet for at holde fødselsdage, hvor fokus er på maden, så hold i stedet en fødselsdagsfest, hvor temaet er det ydre rum, cirkus eller sørøvere. Maden indgår som en del af legen. Rumfolket spiser måske ufoer i form af pitabrød, sørøverne kokosnødder og eksotiske frugter.
»Vi er nødt til at få opfyldt vores behov, derfor forsøger vi at mætte os med fastfood eller med materielle ting. Der skal foregå noget hele tiden«. »I det hele taget er tiden utrolig vigtig. Det kan ikke lade sig gøre at mærke, hvad maden gør ved os, hvis man ikke bruger tid på at være opmærksom. Det kræver tid og opmærksomhed, hvis vi skal se tegn på, at vores børn ikke trives ordentligt«. Else-Marie Simonsen foreslår, at man i institutionen deler børnene op i mindre familiegrupper, når de skal spise, fordi det giver mere ro. »Lav ritualer, når I skal spise på stuen. Dæk et smukt bord, bed børnene om på skift at være med til at pynte det. Så karse, selv om det ikke er påske, dyrk spirer hele året, og tænd et stearinlys. I madpakken er der ikke så meget, der taler til sanserne. Men pak den ud, læg den smukt op og pynt med grønt. Lad børnene selv lave råkost. Det kan sagtens lade sig gøre på stuen.« »På den måde vil børnene opleve, at der er en sammenhæng mellem dagligdagen i institutionen og hjemmet. Ikke mindst får de spist nogle nødvendige grøntsager. Der skal ikke så meget til«.
»Der er så mange eksperter, der udtaler sig, og vi får så mange informationer om, hvad vi skal spise og ikke spise. Det ville være meget bedre, hvis vi alle mærker efter, hvad der er godt for os. Vi skal støtte børnene i, at de er på rette spor, når de siger til og fra over for mad. Hvis Thomas på fire år i tre dage i træk har lyst til at spise æg, er der altså ingen grund til at trække kolesteroltal frem. Vi må have tillid til, at børn er i god kontakt med det, de spiser, og at de sanser, hvad de har brug for. Det er først, når vi voksne pådutter børnene, at de ikke skal tro på deres sanser, at systemet går i stykker«. Else-Marie Simonsen ser det som en fornem opgave for pædagoger at være med til at stimulere børnenes interesse og vække deres skabertrang til at tilberede gode måltider af sunde råvarer. »Ved at sætte det gode måltid i højsædet giver pædagoger et signal om, at de vægter kvalitet og nærhed i deres liv. Via den intense stemning, der opstår i et køkken, når der kokkereres eller bages, kan der skabes en tryg atmosfære, som gør, at vi åbner op følelsesmæssigt. Det gælder både børn og voksne« »Vi skal have fat på vores indre vished, vores intuition. Vi skal lære at optræne intuitionen, så den bliver et instrument, vi kan navigere med. Maden er et rigtig godt sted at begynde«, siger Else-Marie Simonsen. "Hvis man spiser i stedet for at føle, bliver man ikke mæt" (fra Mærk Maden) Artiklen er bragt i "Børn & Unge", marts 2003 |
|
Livsappetit
v/Else-Marie Simonsen
|